30 August, 2021
En stærk krisecenterstemme
I Danmark er 70.000 kvinder hvert år udsat for psykisk vold fra deres partner, 38.000 er udsat for fysisk vold, og flere end 30.000 børn er vidne til vold i hjemmet. Det kan være lige så skadeligt for børnene at overvære volden som selv at være udsat for den. Hvert år kommer ca. 2.000 kvinder på krisecentre og ca. 1.900 børn.
Oak Foundation Denmark har valgt at støtte Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK), som er medlemsorganisation for flere end 50 kvindekrisecentre i hele Danmark. LOKK forener, støtter og forstærker den livsvigtige, nære og lokale indsats på krisecentrene og fungerer som en stærk krisecenterstemme i den offentlige og politiske debat. LOKK er samlende organisation og talerør for krisecentrene og arbejder for bedre politiske rammer på området, så krisecentrene får de bedste forudsætninger for at hjælpe voldsudsatte kvinder og deres børn videre til en tryg og sikker fremtid uden vold.
Vil nedbryde tabuet om vold i nære relationer
Krisecentrene giver kvinder og børn konkrete redskaber og støtte til at komme ud af voldelige relationer i livet og i hjemmet, og LOKK støtter bl.a. krisecentrenes arbejde med faglig viden og praksisnær forskning om kønsbaseret vold. LOKK arbejder også for at starte en samfundssamtale om volden og dens store, skadelige konsekvenser – både for kvinder og børnene og for samfundet som helhed. Herunder gøre både samfundet som helhed klogere på volden og derfor blive bedre til at spotte og håndtere vold og medvirke til at nedbryde tabuet om vold i nære relationer.
” Mange føler at et forhold er en privat sag, og de vil derfor ikke blande sig. Heller ikke, hvis de mistænker, at der foregår psykisk eller fysisk vold. Det gør sig gældende for pårørende, men også andre som er i kontakt med kvinden, som f.eks. arbejdspladsen, sagsbehandlere og læger. Kvinden efterlades derfor ofte alene i forholdet og må selv tage ansvaret for at bryde ud
Det er alt for dyrt menneskeligt og økonomisk, hvis kvinder, der har været udsat for vold, ikke mødes med hjælp og forståelse fra omverdenen. Vi tror på at oplysning, viden om vold og kommunikation er en del af løsningen,” siger Kamilla Bjørn Drøidal, direktør for LOKK.
Hvorfor går hun ikke bare?
Typisk mødes man af spørgsmålet ”Hvorfor går hun ikke bare?”, men volden opstår typisk over en længere periode. Mange gange udvikler det sig på en måde, hvor kvinden tænker, det er hendes egen skyld, og volden bliver en del af forholdet og hverdagen. Når det har stået på et stykke tid, kan kvinden ikke længere skelne imellem, hvad der er normalt, og hvad der er unormalt. Det er med til at gøre det svært for kvinden at forlade den voldelige partner. Volden er ofte også forbundet med stor skam for kvinderne og børnene. Kvinden tror typisk, at volden er hendes egen skyld og eget ansvar, og for børnene er det ofte en mørk familiehemmelighed, de ikke tør dele med nogen.
I gennemsnit dræbes en kvinde i Danmark om måneden af sin nuværende eller tidligere partner
Dertil kommer, at det farligste tidspunkt i et voldeligt forhold ofte er, når kvinden forsøger at bryde ud af forholdet. For risikoen for at en kvinde bliver udsat for partnervold og mord øges, når kvinden forlader manden.
Hvert år bliver 12 kvinder i gennemsnit dræbt af deres nuværende eller tidligere partner. LOKK arbejder på at skabe større offentlig og politisk bevågenhed om drabene og efterlyser bl.a. en national handlingsplan på tværs af myndigheder.
”De mange drab går i store træk ubemærket hen og udløser ikke hasteindkaldte pressemøder med krav om politisk indgriben, handleplaner eller øget forebyggelse. Det står i skærende kontrast til, hvordan vi som samfund ellers behandler drab. Tænk bare på den store indsats og politiske bevågenhed på f.eks. bandedrab.
Vi skal som samfund have en politisk handleplan for, hvordan vi forebygger og bekæmper mænds vold mod kvinder. Det er en forudsætning for, at vi kan komme i mål med at forebygge kvindedrab. For det er et samfundsansvar at komme volden til livs, det er ikke en opgave, der løser sig selv, om det må aldrig være en opgave, der hører privatlivet til,” siger Kamilla Bjørn Drøidal.
LOKK vil med støtten fra Oak Foundation Denmark som fundament søge at tilvejebringe det videre økonomiske grundlag for LOKKs fortsatte eksistens og herunder at komme på finansloven, så der sikres en stabil og vedvarende finansiering til den samfundskritiske opgave, LOKK løfter på tværs af hele Danmark.
Oak Foundation Denmark har tidligere i henholdsvis 2017 og 2018 givet substantielle bevillinger til LOKK, som har finansieret store dele af den daglige drift og samtidig skabt mulighed for udvikling og professionalisering af organisationen. Det er dette fundament, som LOKK nu arbejder videre ud fra og yderligere folder ud takket været den nye donation.