12 September, 2024
Projekt DanseDrømme – social inklusion med kunstnerisk kvalitet
Danmark
DanseDrømme er et bæredygtigt projekt med både socialt og kunstnerisk sigte. I seks måneder udvikler og producerer unge mellem 14-22 år, herunder en række unge udsatte, en ambitiøs danseforestilling, som spilles på en af landets fornemmeste scener. I sidste ende handler projektet dog om meget mere end dans.
”Vi er mellem 14 og 22 år. Vi kommer fra øst og vest. Vores liv og historier er vidt forskellige. Vi har lært af hinanden undervejs i projektet, udfordret vores grænser og udviklet sider af os selv, vi ikke anede eksisterede. Ingenting er som før.”
Sådan siger en tidligere deltager i DanseDrømme. Projektet, der første gang så dagens lys i 2014, har indtil nu gennemført otte succesfulde projekter, 250 unge har trådt ud i scenelyset, og både de unge selv og tusindvis af publikummer har fået store oplevelser med sig hjem.
DanseDrømme er placeret i krydsfeltet mellem det sociale og det kunstneriske og leverer på et højt niveau på begge parametre. En flok unge bruger et halvt år på at udtænke og producere en danseforestilling, hvor de samarbejder med professionelle kunstnere; koreografer, instruktører, komponister, kostumedesignere m.fl. og skaber ny samfundsrelevant scenekunst.
Erfaringer fra tidligere forestillinger viser, at de unge udvikler selvtillid, livsduelighed og mod til at stå ved dem selv ved at deltage aktivt i en proces, hvor alle er vigtige for det endelige resultat. De unges sanselige og kropslige oplevelser lagrer sig og giver dem styrke i egne fremtidige projekter. Det er i høj grad de unge som præger temaet bag den aktuelle forestilling, og DanseDrømme hjælper de unge med at formidle deres historier og perspektiver på vores fælles samfund. Tidligere temaer har fx været ”Mod”, ”Frihed”, ”Fremtidsdrømme” og ”Krop.” I 2024 er temaet ”Kærlighed.”
Langsigtet og målrettet rekruttering
Gruppen af unge består både af unge mænd og kvinder, der er interesseret i teater og dans og også et par særligt udvalgte talenter. Men måske vigtigst af alt inviterer DanseDrømme en gruppe sårbare unge med i projektet. Unge, som lever med udfordringer som fx spiseforstyrrelser, depression, angst og autisme.
Men hvordan rekrutterer man en stor flok unge, som har nok at slås med, og som måske aldrig har danset eller stået på en scene før? For mange ville tilbuddet nok blive blankt afvist med et klokkeklart ”nej tak”.
Det er da også erfaringen fra de tidligere gennemførte forestillinger, at det er vanskeligt at opnå kontakt til unge i en socialt udsat situation i ungdomsmiljøer, skoler og boligkvarterer.
Teamet bag DanseDrømme ønskede derfor at kunne planlægge og lave en mere målrettet og struktureret indsats – både i forhold til rekruttering og i forhold til skolesamarbejdet og udbredelsesarbejdet. Dette arbejde støtter Oak Foundation Denmark i et tre-årigt projekt.
Ambitionen er blandt andet at planlægge og gennemføre besøg og workshops med dansere og pædagogiske eksperter på udvalgte lokationer, fx skoler og gymnasier, væresteder for sårbare unge og i boligkvarterer med mange borgere med anden etnisk herkomst end dansk. Håbet er også, at der kan blive etableret et mere langsigtet lokalt samarbejde med folkeskoler, lærere og ledere på ungdomsuddannelser, i ungdomsskoler, klubber, foreningsliv m.v.
”Vi ønsker fx også at give samarbejdet yderligere dybde og kvalitet ved at tilbyde at spille årets forestilling på de skoler, som vi har samarbejdet med om rekruttering og på anden vis i løbet af forestillingsprocessen. På den måde vil udvekslinger om metode, dramaturgi, tema osv. blive til en frugtbar evaluering for skolelærere, elever og DanseDrømmes ’egne’ unge,” fortæller kunstnerisk leder Anette Abildgaard.
Inklusion og nye fællesskaber
Den helt overordnede vision for DanseDrømme er at talentudvikle, skabe og understøtte social inklusion for udsatte unge gennem en intervention baseret på høj kunstnerisk kvalitet og faglighed. Danseforestillingerne har tre ligeværdige formål: De unge udvikler færdigheder inden for scenekunst, dans og musik, og derigennem evnen til at kommunikere, samarbejde, fordybe sig og gennemføre processer. De unges motivation, målrettethed og selvværd styrkes, de får en oplevelse af at kunne bidrage, og der skabes inklusion og nye fællesskaber i et trygt rum. Både fagligt inden for det kreative felt og socialt mellem forskellige grupper af unge.
Projekt DanseDrømme har opnået gode resultater ved nøje at udvælge deltagergrupper, som repræsenterer diversitet i køn, alder og kulturelle baggrunde, for at de unge lærer at samarbejde med andre unge, de ellers ikke ville have mødt, og der skabes varme venskaber på kryds og tværs.
Gruppen opdeles i par, så de hurtigt føler tryghed ved at have en ’sammensvoren’. Der er gruppesessions i starten af projektet for at skabe tryghed i samarbejdet med hinanden og med det professionelle team. Det psykosociale team er tilstede ved alle prøver og afholder fortrolige interviews med de enkelte unge for at høre om deres udfordringer ved deltagelse i projektet. Det psykosociale team har telefontid, så unge med behov for uddybende samtaler kan ’bestille’ tid.
”Vi ser tydeligt, hvordan de unge begynder at samarbejde på kryds og tværs og også støtte hinanden, hvor det er svært. Det er en fælleskabsfølelse, som udbygges hver eneste dag i resten af perioden. Vi ved af erfaring, at de unge opnår en kvalificeret læring, og de unges succesoplevelser fra projektet holder langt ud over selve projektperioden,” siger Anette Abildgaard.
De unges stemmer skal høres
Ideen til Projekt DanseDrømme har bl.a. baggrund i Else Marie Westers 30 års erfaring med psykoterapeutisk arbejde, hvor understøttelse af den unges kreative sider er vigtig og værdifuld for den personlige udvikling.
Som initiativtagere til projektet er Else Marie Westers og Anette Abildgaards kompetencer blevet forenet, hvor den sociale del går hånd i hånd med den kunstneriske.
Udvikling af indhold til forestillingen foregår på flere niveauer og tilpasses den enkelte unge og tager afsæt i de unges “indre dans” og personlige følelsesbagage – af drømme, håb, kærlighed og smerte. DanseDrømme fortæller aldrig de unge, hvad de skal sige, men at de skal sige noget, at de skal bruge deres stemmer til at skabe en del af den forandring, de gerne vil se i deres liv og i samfundet.
Og det er ikke kun de unge medvirkende, som får værdi af at opleve DanseDrømme.
Som Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister og ambassadør for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, sagde efter at have overværet en tidligere forestilling:
”Det er et mirakel. På én time giver de os et billede af ungdommens situation, og vi ser de unge mennesker vokse, finde ud af hvad det vil sige at være et menneske og anerkende, hvor forskellige vi er”.
DanseDrømme kan opleves i Skuespilhuset med premiere 14. august 2024. Formiddags- og aftenforestillinger den 15. og 16. august 2024. Derudover spilles forestillingen på Kunstmusset Arken i Ishøj og i Gribskov Kultursal i Helsinge. Der arbejdes på at udbrede projektet og forestillinger yderligere.
Følg med på www.balcon.dk for spilletider i 2025 og 2026.