Hos Unique by Grace bliver hver kop solgt kaffe til konkret hjælp til hjemløse 

Udgivet

Unique By Grace er både en butik og cafe, hvis overskud skal medfinansiere Grace Kbh’s aktiviteter til forbedring af hjemløses livsvilkår. Unique By Grace adskiller sig fra almindelige genbrugsbutikker, da det også er en cafe, og målet er at skabe et moderne genbrugsudtryk og bygge bro til de lokale beboere i området. 

Antallet af afbrydelser og travlhed under interviewet understreger, hvor vigtigt det er, at Grace Kbh – der bl.a. tilbyder en cafe og nødherberg for hjemløse og andre udsatte – eksisterer. I cafeen er alle stole optaget, morgenmaden bliver langet over disken, nogle gæster vil se, om der er doneret noget tøj, de kan bruge. Andre kommer ind ad døren med akut behov for at få hjælp til at finde en adresse et andet sted i København. Ikke to dage er ens. Og stille er der aldrig.  

Vi er midt på Åboulevarden i Københavns puls, og leder Sofie W. Engell viser rundt. I virkeligheden skal vi tale om Unique by Grace, en bæredygtig cafe to minutters gang herfra, som Oak Foundation Denmark har doneret midler til, men da cafeens overskud går netop til Grace Kbhs andre aktiviteter, mødes vi her for at se, hvor de indsamlede midler vil gøre en stor forskel – og for hvem.  
 
Svært at gennemskue danske regler  

Grace Kbh er del af Blå Kors Danmark, en organisation med over 600 medarbejdere og 3.500 frivillige. Blå Kors driver væresteder, rådgivning, behandling, botilbud og støttecentre for børn af alkoholmisbrugere, unge, hjemløse og mennesker med alkoholmisbrug.  
 
Fælles for de mennesker, der træder ind hos Grace Kbh er, at de har ar på sjælen. De er typisk på flugt fra noget svært og drømmer om et bedre liv. Som Sofie Engell konstaterer: ”Der er altid en tung historie bag.”  

Brugerne tæller primært hjemløse og udsatte borgere fra EU-lande, bl.a. Spanien, Frankrig, Italien og andre østeuropæiske lande. Mange af de udenlandske brugere er kommet til Danmark med lovning på job, men må konstatere, at de er blevet ført bag lyset. For nogle er skammen så stor, at deres familier i hjemlandet ikke ved, at de er endt på gaden.  
 
I løbet af en almindelig dag kommer mellem 65 til over 100 brugere forbi Grace Kbhs tilbud. Nogle er i arbejde, nogle leder efter beskæftigelse, og andre er så dårlige, at de ikke kan varetage et almindeligt job. Mange er så mærket af livet og deres fortid, at de lider af bl.a. psykoser og posttraumatisk stress fx som følge af svær opvækst. Langt størstedelen er mænd – omkring 90 % – og de fleste er i aldersgruppen 30-60 år.  
 
”EU-borgerne hos Grace Kbh har typisk også det til fælles, at de har svært ved at gennemskue de danske regler og deres ret til at arbejde i et andet EU-land. På papiret har de nemlig ret til at arbejde i Danmark, men for at få et job, skal du have en bankkonto, og sådan en kan du kun få, hvis du har en adresse. Med andre ord: En ond cirkel. Også her kan Grace Kbh hjælpe, da der er mulighed for, at brugerne kan få adresse på det hostel, vi også driver,” fortæller Sofie W. Engell.  
 
Udover værested med daglige måltider, tilbyder Grace Kbh bl.a. også nødherberg, sociale aktiviteter, træningsfaciliteter og mulighed for at tage bad i Sjællandsgadebadet. Det er alle disse tilbud, der hører ind under Grace Kbh. Og det er her, at Unique by Grace kommer ind i billedet.  
 

Mere end en almindelig genbrugsbutik 
 
Ideen opstod, da Grace Kbh fik nye lokaler til Grace Cafe & Nødherberg og stadig kunne råde over de gamle, lejede lokaler. Unique By Grace er både en butik og cafe, hvis overskud skal medfinansiere Grace Kbh’s aktiviteter til forbedring af hjemløses livsvilkår. Konceptet adskiller sig fra almindelige genbrugsbutikker, og teamet bag ønsker at skabe et moderne genbrugsudtryk, som appellerer til lokalområdet.  
 

I Unique by Grace bliver der bl.a. solgt donerede varer, genbrug og ’nye’ bæredygtige varer, som hjemløse producerer af genbrugsmaterialer, fx perlearmbånd, lerfigurer og malerier. Vareproduktionen fungerer samtidig som læringsprojekt og som en del af forberedelsen til at komme i uddannelse eller ind på arbejdsmarkedet. Grace Kbh har gode erfaringer med at hjælpe hjemløse i beskæftigelse og egen bolig. I 2021 formåede Grace Kbh fx at hjælpe 31 af deres brugere i arbejde, 30 flyttede i egen bolig, og 16 fik hjælp til blive fri af et alkohol- eller stofmisbrug.  

”Unique by Grace skal være et bindeled mellem brugere og lokalsamfund. Vi vil gerne have en tæt relation til naboerne. Hos os gør dit køb virkelig en konkret forskel for mennesker i nød. Hver kop kaffe vi sælger er rent overskud og går ubeskåret til Grace Kbh. Hvis vi ikke havde fået støtte fra Oak Foundation Denmark, havde vi måtte opgive at bruge lokalerne. Nu har vi fået vigtige midler til at få skabt en god, velkendt forretning, der genererer overskud til nogle af samfundets mest udsatte,” siger Sofie W. Engell.   
 
Målsætningen er, at Unique by Grace skal have mellem 250.000-500.000 kroner i overskud årligt, og drømmen er, at Unique by Grace med de donerede midler til Grace Kbh kan holde deres hostel kørende og dermed hjælpe folk væk fra gaden. Behovet er stort – hver aften er der en lang kø af hjemløse, der håber på en seng at sove i. Mange må desværre afvises.  
 

Unique by Grace har pt åbent mandag-lørdag 11:30-14:00 

Følg åbningstider på @uniquebygracekbh 

Læs mere her: https://blaakors.dk/vores-arbejde/vaeresteder/grace-i-koebenhavn/unique 

Share this: